En bid af naturen

Når man sætter tænderne i en økologisk Them Ost, så får man næsten en bid af naturen mellem Silkeborg og Ikast med i købet. 
Den mælk, som bliver til øko-ost, stammer nemlig fra malkekøer, der lever et økologisk liv i området og derfor får frisk luft, grønt græs og jord under klovene i sommerhalvåret – og desuden kan slænge sig på bløde lejer i stalden og gumle på naturligt foder uden sprøjterester og anden kemi.
For det kræver de økologiske regler, og dem følger de på gårdene Ellinglund, Sepstrup Vestergård og Sommerbjerg, der tilsammen leverer hver en dråbe dugfrisk øko-mælk
til Them Mejeri. ”Vi ville have det rigtig skidt med at skulle sprøjte markerne”, som de siger på Ellinglund.

Gårdene, der alle blev lagt om til økologi tilbage i 90’erne, ligger kun få minutters kørsel fra mejeriet – og fra hinanden. Faktisk kunne en sej vandrer med god stedsans tage turen mellem dem til fods og tilmed gå i sammenhængende skov hele vejen. Økologerne kender da også hinanden godt og mødes ikke kun, fordi de er andelshavere på Them Mejeri. ”Vi holder lidt sammen og har gjort meget i fællesskab – og så må det også godt være lidt hyggeligt at være økolog”, mener de.

Ellinglund: Græsning med gravhøje i sigte
   Det kan malkekøerne på Ellinglund sikkert skrive under på,
   når de er på græs: Kun et blomstrende hegn skiller dem fra
   Hærvejen. Og når de et øjeblik løfter hovedet fra den saftige
   kløver, kan de skimte en gravhøj i det fjerne.
   På vej til og fra de to daglige malkninger, passerer de
   desuden både heste, hunde, får, katte og høns. De hører
   med til en anden del af livet her hos Anne og Geert Lassen
   og deres tre børn, nemlig økologisk bondegårdferie.
   Den del tager Anne sig af.
  
   ”Økologi, det er bare så meget os, er det ikke?”, siger hun 
   og Geert nikker, selv om han har blik for, at økologi ikke
   altid gør dagligdagen lettere som mælkeproducent.
   Hans domæne er køerne og mælken, fra han begynder i stalden ved 4-tiden om morgenen, og han kender hver eneste af sine dyr på lang afstand.
De kender også ham og nærmer sig roligt fra alle sider,
når han går ud i marken og fløjter:
Først kommer de mest nysgerrige, og så følger de andre trop.
Det er robuste køer, der blev krydset af tre racer, den gang gården tilhørte hans far.

”Så de kan holde til det hårde arbejde, det er at producere mælk dagen lang”, som Geert siger det, mens han klapper en ko, der tillidsfuldt nærmer hovedet lidt mere. Og de kan holde til at vandre
et par kilometer mellem mark og stald hver dag i sommerhalvåret, når græsset er blevet saftigt. 

Men selv om malkekøerne på Ellinglund vil ud, når de 
kan lugte forår, så vil de ikke græsse hvor som helst.

Når de har gået på den samme mark tre dage i træk vil 
de videre og have en frisk mark… og det får de. 
Til gengæld kan de godt have en favoritplads i stalden, 
hvor de frit kan vælge og vrage mellem ”sengebåse” med et 
underlag, der former sig efter kroppen. ”Der er helt sikkert nogen, 
der tager de samme senge dag efter dag”, siger Geert og tilføjer: 
”Køer er vanedyr”.
 
Sepstrup Vestergård: Køer med selvbetjening
   Vanen er også vigtig på Sepstrup Vestergård, hvor Bjarne Nebel
   har taget robotter i brug i den daglige malkning.
   Hans køer har hurtigt vænnet sig til selvbetjening, når de skal 
   malkes, og de kan nemt finde ind til en computerstyret malkerobot
   gennem et system af sluser.
   Tålmodigt står de og venter, til det bliver deres tur. Når robotten
   giver slip, og sluserne åbnes igen, trasker de tilbage på marken
   eller ud i den store, halmstrøede stald.

   ”Jeg kalder mit system for koens frie vilje”, siger Bjarne.
   Og da køerne tilsyneladende trives med selv at bestemme, så er 
Bjarne også glad, for trivsel giver god og rigelig mælk. Der er kun én omkostning: Automatiseringen går ud over det personlige forhold til dyrene, så han kan ikke længere kende hver eneste ko, der går forbi: ”Men de gamle køer, dem kan jeg stadig huske”, siger han. Han havde nemlig sin daglige gang på Sepstrup 
Vestergård i en halv snes år, inden han overtog den i 2009 sammen med sin kone Linda, der er sygeplejerske, og deres tre børn.

Han mindes også tiden som landmand fra før, han blev 
økolog, og ”savner ikke marksprøjten”, som han siger det, 
for det handler i dag om at bruge ”så lidt kemi og 
tilsætning, som muligt”.
Til gengæld siger han ikke nej til ny teknologi. Så robotterne
får måske følgeskab af et webcam, der kan følge livet i 
stalden og vise andre interesserede, at økologi ikke er 
gammeldags Morten Korch-idyl:
”Næh, det her er skam cool business”, siger han. 
 
 
Sommerbjerg: Tradition og faglig stolthed 
   Det er også forretningshensyn, der fik Mads Helms på
   Sommerbjerg til at bygge sine store staldbygninger midt ude
   på græsmarkerne.
   Det er simpelthen mest rationelt, at mark og stald ligger
   side om side, mener han.
   Men malkekøerne på Sommerbjerg får rørt sig alligevel, når
   de søger efter det allerbedste græs, for markerne strækker
   sig et par kilometer ud i horisonten – og når de lokale
   krondyr kommer forbi for at snuppe en øko-bid, så hanker
   køerne op i sig selv og lunter hen for at jage dem væk…
   Det med økologien har en særlig baggrund her på gården: 
   Både Mads og hans hustru Ingeborg, der er ergoterapeut,
   var u-landsfrivillige i Lesotho tilbage i 80’erne.
   Og ”man ser mange grelle eksempler på håndtering af giftstoffer, når man er ude”, som Mads siger det efter tiden som underviser i Afrika.

”Desuden udnytter økologi ressourcerne bedre, og jeg føler,
at mange værdsætter det, vi gør – så økologi handler også
om et godt image”. For ham personligt er det vigtigste ved
at være økolog imidlertid den faglige udfordring:
”Du skal være mere på mærkerne”, mener han og 
tilføjer, at når man bruger sin viden til det yderste, så 
kan man godt tillade sig at være stolt af sit håndværk.
Det var hans bedsteforældre også, og faktisk er det 
deres fortjeneste, at græsset i dag gror lige uden for 
stalden, for det var helt bogstaveligt dem, der dyrkede 
heden op netop her.

De boede nemlig på nabogårdene Skovly og Ellinglund, og senere, da Mads’ far og mor havde fundet hinanden på tværs af naboskellet, blev de to gårde samlet under ét. Så selv om stalden er tiptop moderne, og Mads kan overvåge den hjemme fra sin pc, er gården spækket med familietraditioner og rummer bygninger tilbage fra 1800-tallet. Han glæder sig derfor over, at arvefølgen til de økologiske herligheder ser ud til at være sikret med tre sønner i huset…