Vores gårde

Vores gårde
Vi er 13 landmænd, som ejer mejeriet, og alle vores gårde ligger i det smukke område omkring Them.
Vi er 13 landmænd, som ejer mejeriet, og alle vores gårde ligger i det smukke område omkring Them.

Vores gårde ligger i det midtjyske søhøjland inden for 25 kilometers afstand fra Them Andelsmejeri, som vi sammen ejer og leverer mælk til. Der er 13 gårde, hvoraf seks er økologiske, og vi er alle landmænd, som ved, hvordan vi får dyrene til at trives.

Mange af gårdene er gået i arv fra generation til generation. Enkelte har endda været tilknyttet mejeriet, siden det blev grundlagt i 1888.

Økologi og dyrevelfærd

Økologi og dyrevelfærd
Vores økologiske oste er fremstillet af mælk fra Mads, Gert, Niels, Thomas og Niels Peters gårde.
Vores økologiske oste er fremstillet af mælk fra Mads, Gert, Niels, Thomas og Niels Peters gårde.

Them Andelsmejeri har fem økologiske mælkeproducenter: Mads, Gert, Niels, Thomas og Niels Peter. Vi henter den gode økologiske mælk på gårdene i egne tankbiler og fremstiller ostene af den.

Både mejeri og landmænd sætter en ære i at leve op til alle økologikrav og kontroller. Eksempelvis går køerne på græs knap halvdelen af året, og al foder dyrkes uden brug af kunstgødning og sprøjtemidler.

Mød Jørn og Emil

Mød Jørn og Emil
”Det giver daglig arbejdsglæde at være med til at skabe et produkt, vi kan være stolte af.”
”Det giver daglig arbejdsglæde at være med til at skabe et produkt, vi kan være stolte af.”

Jørn Mortensen er en af Them Andelsmejeris 13 andelshavere. Sammen med hustruen Inger og sønnen Emil, som er gift med Sanne, driver han Nørskovgård ved Funder, 12 km fra Them. De bor sammen, spiser sammen og arbejder sammen hver eneste dag. Og de har en fælles holdning til godt landmandskab, og hvordan man får køerne til at trives bedst muligt.

”Lige fra kalvene bliver født, skal de passes og plejes. Det allerbedste for landmænd som os er at se sunde og raske dyr, der trives og har det godt,” siger Jørn Mortensen. Han har arvet Nørskovgård efter Frode Mortensen, som købte den i 1944. Nu er næste generation klar, og Emil skal tage over, når Jørn engang går på pension.

”Når dyrene har det godt, får man god mælk, som der kan laves god ost af. Alt, hvad vi gør for køernes trivsel, gør noget for kvaliteten af de oste, som vores mejeri fremstiller,” tilføjer Emil. ”Det hele går op i en højere enhed, og det giver daglig arbejdsglæde at være med til at skabe et produkt, vi kan være stolte af.”

Jørn ser det som en stor fordel at være med i et lille lokalt mejeri frem for at være leverandør til en kæmpevirksomhed. ”Vi sidder med ved bordet, vi er med til at træffe beslutningerne, og direktøren er aldrig længere væk end ens egen mobiltelefon. Vi føler virkelig, at det er vores mejeri, og det er meget motiverende og tilfredsstillende at følge tingene på tæt hold,” siger han.

Nørskovgård er på 200 hektar (2 kvadratkilometer), og besætningen tæller 185 køer. Jørn blev andelshaver i 1969, da Funder Mejeri blev nedlagt. Og der er styr på tingene. Uanset hvor man kigger hen, er der pænt og ryddeligt. Foderet dyrker de også selv, for som de siger: ”Så ved vi, hvor det kommer fra, og at kvaliteten er, som den skal være.”

Køerne går i en stor, moderne stald med et godt indeklima og masser af lys og luft. Jørn og Emil har også investeret i malkerobotter, som er til rådighed for køerne 24 timer i døgnet, og det er der mange fordele ved. ”Køerne behøver ikke vente på os, men kan gå ind og blive malket når som helst, de trænger til det. Og vi slipper for at stå op klokken fem hver morgen, så vi kan ligge og snue helt til klokken seks og har allerede fri ved ti-tiden om aftenen,” griner Emil.

Selvom de ikke kommer sovende til deres indtægt, vil hverken Jørn eller Emil bytte landmandslivet for noget andet. ”Det er fantastisk at opleve naturen og gå en tur i stalden og se, at kalvene trives. Vi kan selv planlægge hverdagen. Og vi kan endda tage ud i sommerhuset et par dage en gang i mellem,” siger Jørn.

Også fritiden tilbringer de helst i naturen. En københavnertur ”er da fin nok”, men det bedste er at gå på jagt eller bare hygge sig med vennerne. Og vennekredsen består også af andre end de øvrige andelshavere i Them Andelsmejeri. ”Vi har skam mange venner, der beskæftiger sig med noget andet end landbrug,” siger Jørn, og tilføjer smilende ”det er ikke afgørende for os, om man lugter af ko.”